Disclaimer: I januar var jeg hyret til at lave opskrifter for Aarstiderne. Pga. det tidligere betalte samarbejde er det vigtigt for mig med gennemsigtighed og at nævne, at de ikke har betalt mig for dette skriv. Det er en refleksion omkring måltidskasser, som jeg også selv blev tvunget til at tage stilling til, da jeg glad sagde ja til at udvikle opskrifter for dem. En refleksion, der kun er blevet mere relevant med det aktuelle fokus i medierne.
Bedst som jeg i starten af året gik på min Instagram-profil og annoncerede, at man fra midt januar og fire uger frem kunne finde mine opskrifter hos Aarstiderne, ramte endnu en artikel medierne om, hvor slemt det er, at vi danskere er vilde med måltidskasser. Det kommer jo med jævne mellemrum. Der testes løs, og det synes jeg også selv er rart, for som med alle andre produkter undersøger jeg også altid markedet og sætter pris på en god test og udtalelser, inden jeg køber. Det, jeg studsede over denne gang, var de clickbait-lignende overskrifter om, hvorfor måltidskasser overordnet set er kommet for at ødelægge danskernes madvaner og madkendskab.
Man kan sagtens argumentere for, at vi voksne lægger en stor del af processen fra os, når vi modtager færdigplanlagte måltider, men i al kritikken synes jeg, at man overser en stor fordel ved dem, som jeg i sidste ende hellere vil fokusere på: At måltidskasser kan være med til at udvide madviden og madmodet blandt de små.
Faktum er, at vi danskere spiser de samme fem måltider, og at vi bruger meget lidt tid på madlavning i hverdagen. Noget, jeg bruger hele mit professionelle virke på at tale om og udfordre. Så hvorfor er jeg selv glad for måltidskasserne? Fordi hvis alternativet er de samme fem retter, som ingen rigtig finder nogen glæde i at lave, så er de ugentlige indspark fra en måltidskasse meget mere lærerige – især hvis man bruger den genvundne tid på at lave dem sammen.
Især skærer det i ørerne, når jeg hører udskamningen af, at vi ikke alle sammen går ud og handler selv eller udtænker vores egne madplaner. I et populært radioprogram blev måltidskasser sågar sammenlignet med at slæbe familien på McDonald’s. Bevares, jeg forstår, at der skal lidt store ord til at fange folks opmærksomhed, men den sammenligning føles helt skæv. Jeg ser slet ikke dovenskaben i at vælge måltidskasser – jeg ser forældre, der tager et aktivt valg om at gøre det lidt bedre og lidt nemmere at være til stede i aftensmåltidet. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi taler ned til forældre, der faktisk prøver at gøre noget godt på madfronten midt i en hverdag, der i forvejen kører i højt gear. For mig at se kan måltidskasser være en del af løsningen – ikke problemet.
Der er selvfølgelig forskel på de produkter, man vælger at investere i. Her er vi tilbage til den gode test, for jeg vil altid selv vælge en kasse, der kommer med friske og økologiske råvarer, som stadig er hele (denne del er især vigtig for børneinddragelsen), så der skal skæres, hakkes, snittes og smages undervejs i tilberedningen.
Det er rigtigt nok, at den mad, vi selv laver, giver os og børnene et bedre kendskab til råvarer, men lad os være ærlige: Det er de færreste småbørnsfamilier, der, når de kommer sent hjem fra børnehaven og to sekunder efter skal videre med ungerne til fodboldtræning, har overskud til at opfinde den dybe tallerken nede i supermarkedet. Der ryger man ofte tilbage til de samme fem lidt slidte klassikere – ikke fordi man er ligeglad, men fordi man er presset.
Hvis måltidskassen kan gøre det nemmere at lykkes med variation i hverdagen og give mere ro til at være sammen i køkkenet, synes jeg til hver en tid, at det opvejer de eventuelle negative argumenter. Herhjemme måltidskasser vi derudad. Uden skam!

