Mine to børn har haft meget forskellige måder at møde måltiderne på. Ikke kun i deres skiftende aldre, men også i deres personligheder. Ligesom med alt andet tror jeg nogle gange, vi glemmer at huske os selv på, at vores børn er enormt forskellige – også når vi opdrager dem på præcis samme måde.

Min yngste er en kæmpe sukkertrold, og det føles ofte som en kamp at få hende til at fokusere på andet. Vi er inde i en meget lang fase, hvor det eneste, hun sådan ægte har lyst til – ud over fredagsslik – er ris med kylling. Så det får vi tit.

Tredje og sidste indrømmelse (og denne har jeg spurgt om, jeg må dele) er, at min hustru og jeg også har to meget forskellige måder at være i køkkenet på. Hun står for de trælse (hendes beskrivelse) madpakker hver eneste dag, og hun har sjældent overskud til at have ungerne med i køkkenet, hvis ikke det er til at bage. Jeg er på den anden side altid klar til madlavning, men vil helst have bagværket overstået i fred og ro. Så med de indrømmelser er vi tydelige over for vores børn, og de ved, hvornår der er en åben invitation, og hvornår der ikke er.

Når jeg prædiker “børn med i køkkenet”, er det, fordi det er det mest effektive værktøj, vi har, til at få madmodige børn. Men der er desværre ikke en one-size-fits-all-løsning – hverken for vores børn eller for os forældre. Det synes jeg er vigtigt at få med, ligesom det også er en langtrukken øvelse, som hos nogle børn først viser sig, når de bliver ældre.

Så hvad kan man gøre nu og her, hvis nej-hatten er stor og sidder løst på de små hoveder?

1: Brug sanserne

De skal vaske grøntsager, dufte, smage og hakke dem i små stumper, hvis de har lyst. De kan dække bordet, proppe i gryden – alt, der giver dem en form for kontrol og medbestemmelse. Pas på salt- og peberskålen. Jeg taler af erfaring. Det er ikke sikkert, de spiser alt, bare fordi de har været med, men de tør måske smage lidt mere end før.

2: “Nej tak”-skålen – Et lille, effektivt trick.

Når du serverer noget nyt, eller noget, du ved ungerne ikke er helt vilde med, så stil en “nej tak”-skål på bordet. Hvis man ikke bryder sig om maden, kan man bare lægge det derover. Det lyder måske simpelt, men det gør en stor forskel, når børn får lov til selv at sige nej.

3: Frem med grøntsagerne

Børn er kloge, så lad helst være med at skjule grøntsagerne for dem. Måltidet må ikke forbindes med snyd og humbug. Tryghed omkring mad starter med at vide, hvad man spiser. Derfor skærer jeg ofte grøntsagerne groft, så de kan se, hvad der er i retten (jeg justerer selvfølgelig efter alder). Og så eksperimenterer jeg med tilberedningen. Dampet blomkål er ret usexet for de fleste, men prøv smørstegt eller braiseret blomkål næste gang.

Og lad mig som den pædagogiske madfar slutte af med følgende klap på skulderen: Det er helt normalt og en naturlig del af at lære sin egen smag at kende, og selektiv spisning handler sjældent om stædighed. Det handler om tryghed og ejerskab.